Lidt af hvert

Denne artikel blev bragt i Ugebladet Hjemmet i uge 25/2006
Jeg har fået tilladelse til at sætte den på min hjemmeside.

Det var en ret sjov oplevelse.
Det kom i stand, fordi min kusine arbejder på Hjemmets redaktion.
Der havde hun fortalt om mit lille opdræt af marsvin og det ville Ulla så gerne lave en lille artikel om.
Jeg var jo kun glad for at kunne fortælle om det, der ligger mit hjerte så nær, nemlig mit arbejde med mine marsvin og hvad de har betydet for mig.
Jeg har måttet sætte det ind som alm. tekst, så det ser ikke helt ud som i bladet.
Men tekst og billeder er de samme.

Go' Læselyst :-)

Angst og deprimeret sad Gitte Alberg Hansen i sin osteklokke og så tilværelsen glide forbi. 
Det blev et lille loddent væsen, der puffede hende tilbage til livet.
Nu er Gitte aktiv i Dansk Marsvineklub, og hjemme i parcelhuset futter 40 af de hyggelige kæledyr rundt på børneværelset.

Luna gav mig livet tilbage
Angst for at gå ud, angst for at være alene. Depression og kroniske smerter i ryg og skuldre.
Fra midt i 1990’erne til for et par år siden så verden kulsort ud for nu 47-årige Gitte Alberg Hansen.
– Jeg følte, at jeg sad i en osteklokke, og at livet gik forbi mig, uden at jeg kunne følge med.
En skildpadde uden skjold – så sårbar følte jeg mig.

Gitte, der bor med sin mand, Steffen, i et parcelhus i Allerød  ved København, fortæller, mens hun går forrest hen ad
gangen til et af børneværelserne. Hendes to døtre er voksne og flyttet hjemmefra
I store bure og særligt indrettede skuffer pusler 40 små lodne marsvin rundt i deres hø, mens de grynter og brummer
– eller „mutter“, som marsvinekendere kalder det.
– Jeg havde ellers lovet Steffen, at jeg højst skulle have 15 dyr, siger Gitte med et smil.
– Marsvin er balsam for sjælen. De har et utroligt dejligt sind.
At se Gitte så glad får Steffen til at bære over med alle „kræene“.
– Før i tiden sad jeg stadig i min natkjole og housecoat og stirrede ind i pejsen, når Steffen kom hjem fra arbejde.
På en rigtig god dag kunne jeg få tøj på og kæmpe mig hen til hoveddøren. Men når jeg tog i håndtaget, gik jeg totalt i panik.
Jeg kunne ikke gå nogen steder.
Gitte led af en dødsangst så voldsom, at hun flere gange ringede til sin mor og bad hende om at komme straks.
– Jeg var sikker på, at jeg var ved at dø, og jeg ville ikke have, at det blev mine døtre, der fandt mit lig.

Marsvine-mirakel
Det paradoksale er, at Gitte fik det værst, da hun havde fået det godt.
Hun havde tidligere været gennem et problematisk ægteskab med en efterfølgende barsk skilsmisse, der efterlod hende alene med to børn.
Og hun havde kæmpet en lang og sej kamp for at holde sig på arbejdsmarkedet. Efter at hun måtte opgive sit job som sygehjælper på et plejehjem,
gennemgik hun revalidering og fik arbejde som kontorassistent, hvilket hun til sin enorme skuffelse heller ikke magtede.
Oven i alt dette kom, at hun i en længere periode har måttet leve med sine forældres alkoholisme.
Nu var hun blevet gift med Steffen og havde fået ro, tryghed og kærlighed i sit liv.
Og så ramlede verden sammen om ørerne på hende.
– I en årrække handlede det om at overleve. Nu fik jeg for første gang overskud til at tænke på mig selv. Så egentlig var det slet ikke mærkeligt, at jeg
blev syg på det tidspunkt.
Gittes helbred var efterhånden så dårligt, at hun søgte førtidspension.
I forbindelse med diverse undersøgelser kom hun med i en angstterapigruppe på Bispebjerg Hospital.
– For to år siden købte jeg et marsvin, Lobelia, og da jeg hørte om Dansk Marsvineklubs udstillinger, fik jeg sådan en lyst til at deltage.
Men det var udelukket. Alene at komme hen til udstillingen var et stort problem, for jeg var angst for at færdes i trafikken.
– Jeg var også dødsensangst for, at jeg ville gøre mig pinligt bemærket. At Lobelia ville springe ned fra bordet, så jeg måtte rende rundt og lede efter
hende blandt alle burene. Og jeg var bange for, at jeg ville bryde sammen.
Hendes terapigruppe opmuntrede hende: „Tag dog af sted! Du kan jo altid vende om og køre hjem igen.“
Det lykkedes Gitte, som måtte have sin ældste datter med som støtte, at tvinge sig ud ad døren.

Mit livs sejr
Udstillingen gik fint, hverken Lobelia eller Gitte gjorde sig uheldigt bemærket. Lobelia blev placeret næstsidst. Alligevel oplevede Gitte dagen som
sit livs sejr. For hver gang, hun kørte til klubmøde eller udstillinger, blev det nemmere. I dag går det smertefrit.
– Jeg finder ruten på Kraks på internettet, pakker mine marsvin og tager af sted. Det havde jeg aldrig troet, at jeg ville komme til.
Den før så selvudslettende Gitte har til sin egen forbavselse sagt ja til at være næstformand i Dansk Marsvineklub, Kreds 1.
– Det var jo ikke meningen. Jeg blev kuppet, siger Gitte og ser lidt stolt ud.
Hun har efterhånden smittet hele familien med sin interesse.
Når hun og resten af klubben arrangerer udstillinger, hjælper Steffen, Gittes døtre og den yngstes kæreste til.
Gennem klubben har Gitte fået et fantastisk godt netværk blandt opdrættere. Mange af dem er blevet hendes private venner.
Gittes opdrætternavn er La Cabaña, som betyder „Hytten“ på spansk. Hun fortæller med stor viden om de forbløffende mange forskellige racer og om
avlsarbejdet. Hun har specialiseret sig i racerne teddy, satinteddy og langhår.
Hun har sin egen hjemmeside, som hun har lært selv at opdatere. Her kan gæster se dyrene direkte filmet via et kamera på et af burene. De rigtigt
heldige kan på denne måde overvære en marsvinefødsel.
Gitte har ikke økonomisk overskud fra salget af sine dyr, det er interessen, der driver værket.
– At aflive raske dyr kunne jeg ikke drømme om, så de, jeg ikke kan sælge, bliver hos mig.
Nu vil Gitte helst have sine marsvin inden for rækkevidde hele tiden.
– Jeg har også altid en „gris“ på maven, når jeg ser fjernsyn.
Lille Lobelia, som startede Gittes gode udvikling, lever ikke mere.
– Jeg hulkede, da jeg fandt hende død i buret. Hun betød noget specielt for mig.
Spillevende er til gengæld Lobelias unge, Luna.
Og på udstillinger vinder hun den ene præmie efter den anden.
Hun mangler kun ét certifikat, før hun er champion.
– Jeg havde ellers sagt til mig selv, at det ikke betød noget, om jeg vandt eller ej. For mig var det vigtigste at deltage.
– Men hver gang, jeg har vundet med Luna, har jeg været helt oppe at ringe. Tænk at vinde med et dyr, jeg selv har fremavlet – jeg kan næsten
ikke få armene ned igen, stråler Gitte.

Anden sal midt for. Et klædeskab med store skuffer er en perfekt bopæl for marsvin.

En voksdug, et tæppe og et meget lille telt. Så er der fest for marsvin. Gittes 18-årige datter, Nikita, er flyttet hjemmefra og har 10 marsvin sammen med sin kæreste.

Gitte lader tankerne vandre to år tilbage, hvor hun ikke kunne have siddet alene blandt fremmede mennesker.

De er da nuttede...

Af Ulla Iversen
iversen@hjemmet.dk

Foto: Søren Jansby